Juleferien bliver sunget og danset i gang

Der blev sunget, grint og danset rundt omkring på de randrusianske folkeskoler til den årlige juleafslutning. Den 20. december gik skoleeleverne nemlig på juleferie, og det er en dag, som er forbundet med mange særlige og gode traditioner. Her er fællesskab det gennemgående tema.

Den 20. december gik alle folkeskoleeleverne i Randers på juleferie. Der blev sagt på gensyn til kammeraterne, mens julen blev budt velkommen med kirkebesøg, fællessang, højtlæsning, dans og grin.  

På Østervangsskolen i Randers er det cool at gå op i jul. Det har skoleleder Peter Nellemann erfaret. Han har nemlig gjort det til en tradition at ønske eleverne god jul ved at optræde på trommer og med sang akkompagneret af et par af skolens musikglade lærere.

”Der er en stor genkendelsens glæde ved at holde fast i traditionerne. Og så synes jeg bare, det er helt vildt sjovt at optræde for børnene. Det giver altså bare noget ”street credit”, når man sætter sig ned og spiller for en helt sal fuld af børn. Det skaber en fantastisk god stemning,” siger Peter Nellemann, skoleleder på Østervangsskolen i Randers.

Kirkebesøg og fællessang

”Det er utrolig vigtigt med nogle gode traditioner, som fungerer som faste holdepunkter for børnene. Derfor har vi nogle helt fast traditioner, vi gentager hvert år. En af dem er, at vi starter dagen ud med at gå i kirke. De gør det simpelthen så godt i kirken, og det er en meget flot oplevelse for børnene, som både byder på skuespil og fællessang,” siger Peter Nellemann, skoleleder på Østervangsskolen i Randers.

Efter kirkebesøget samles Østervangsskolens børn i skolens festsal, hvor de synger julesange og får læst højt af ”Peters jul”. Som det allersidste bliver der spillet ”Nu er det jul igen”, mens børnene løber rundt på skolen og synger og danser. 

På alle folkeskolerne er det fællesskabet, der er i fokus sidste dag før jul. Der bliver sagt tak for det forgangne år og delt knus og smil ud med ønsket om en glædelig jul og et godt nytår.