Folkeskolen som førstevalg

Randers Kommune har 19 gode folkeskoler, og det skal blive kendt for flere. Derfor har Børn og Skole-forvaltningen lavet en kommunikationsstrategi, der bidrager til at styrke kommunens folkeskoler.

Folkeskolen som førstevalg

”Vi har 19 rigtig gode folkeskoler i Randers Kommune, og det skal vi i højere grad fortælle de forældre, der står foran at vælge skole. Derfor styrker vi kommunikationen om skolerne. Vores mål er, at folkeskolerne er det naturlige førstevalg. Det kræver, at vi oplyser forældrene om, hvad folkeskolerne står for og indeholder, sådan at forældre har et godt grundlag at træffe deres skolevalg på,” siger direktør i Børn og Skole, Michael Maaløe.

Første step i kommunikationsstrategien er, at skolerne hver især skærper deres profil og formidler, hvad de står for. Går man ind på en skoles hjemmeside, skal det stå klart, hvad den lægger vægt på. I løbet af efteråret vil alle 19 skoler samtidig få produceret hver deres præsentationsvideo, som kort formidler og giver et klart billede af skolens kvaliteter, kendetegn og livet på skolen.

De gode historier skal fortælles

”Vi har meget dygtige folkeskoler og meget kompetente undervisere. Det skal blive tydeligere. Her er det blandt andet væsentligt at få vist, hvordan skolerne arbejder med det enkelte barns trivsel og faglige udvikling, ” siger Michael Maaløe.

Kommunikationsstrategien indeholder en række indsatser, der bidrager til at fremme skolernes virke. En del af strategien går blandt andet på, at skolerne fremover holder åbent hus-arrangementer, hvor forældre til vuggestue- og børnehavebørn inviteres indenfor på skolerne. På den måde kan forældre få mulighed for at danne sig et indtryk af skolen og samtidig stille spørgsmål direkte til skolens ledelse og medarbejdere. På samme måde vil overbygningsskolerne holde særlige arrangementer for elever, der kommer fra skoler, der går til og med 6. klasse.

”Vi har nogle super gode folkeskoler her i Randers Kommune og en masse børn og forældre, som er glade for at være en del af den. I dagligdagen er det ikke kommunikationen udadtil, der er i fokus, fordi arbejdet naturligvis er fokuseret på udvikling, læring og trivsel for de børn, der går i folkeskolerne. Men det er vigtigt, at vi får sat ind på kommunikationen. Det kan nemlig bidrage til at styrke trygheden og stoltheden ved valget af folkeskolen, når det står klart, hvad folkeskolen rent faktisk gør for vores børn,” siger Henrik Johansen, skolechef i Randers Kommune.