200 randrusianske folkeskoleelever portrætterer sig selv

Folkeskoleelever i Randers Kommune er i disse dage i fuld gang med at udfolde deres kunstneriske evner. Det sker i forbindelse med den store kunstfotografiske udstilling ”100 procent fremmed?”, hvor Læringscenter Randers, Randers Kunstmuseum, Randers Bibliotek og Underværket laver workshops til eleverne, som sætter fokus på identitet.

Folkeskoleelever i Randers Kommune er i disse dage i fuld gang med at udfolde deres kunstneriske evner. Det sker i forbindelse med den store kunstfotografiske udstilling ”100 procent fremmed?”, hvor Læringscenter Randers, Randers Kunstmuseum, Randers Bibliotek og Underværket laver workshops til eleverne, som sætter fokus på identitet.

”Prøv at sæt bamsen på dit hoved”, ”Kan du gå i spagat?”, ”Tag bogen op foran dit ansigt og vend rundt”. Kreativiteten bliver sat i spil, og der bliver givet mange gode råd og instrukser børnene imellem, når eleverne samarbejder om at skyde portrætfotografier af hinanden på Kunstmuseet. Fra den 15.-17. og 21.-22. august er elever fra fem folkeskoler i Randers Kommune med til en række kunstneriske projekter, der sætter fokus på portrættering og identitet.

”Alle har en historie, og den skal vi have frem. Når børnene skal lave deres egne portrætter, reflekterer de over sig selv, og hvad der betyder noget for dem. Samtidig giver det en mulighed for, at de kan vise sig selv frem og det, de står for. Det giver nogle rigtig gode perspektiver på dem selv. Det er virkelig fantastisk at se, hvor godt børnene tager imod projektet. De er så engagerede og optaget af at skyde nogle gode billeder og være kreative,” fortæller Mette Daugbjerg Møller, som er læringskonsulent ved Læringscenter Randers.

Til portrætworkshoppen laver elever portrætter af sig selv, der er udviklet efter samme koncept som den kunstfotografiske udstilling ”100 procent fremmed?”, som lige nu vises frem på Østervold. Eleverne får lavet et portrætfotografi og så skal de skrive et tilhørende litterært portræt, der skal understøtte deres fotografi.

”Projektet er en mulighed for at vise hvem vi er, og hvad vi godt kan lide. Jeg er vild med gymnastik, så jeg har stået på hovedet og gået i spagat på mine portrætbilleder, og det har virkelig været sjovt. Vi har fået mange tips fra den professionelle fotograf Tor, som har vist os, hvordan vi kan eksperimentere med billederne. For eksempel har vi prøvet at skyde billeder, hvor vi ligger på ryggen og tager billedet af personen nedefra. Og så fandt vi også selv på, at vi kunne prøve at tage et billede, der kun viste halvdelen af ansigtet, så det blev lidt anderledes,” fortæller Isabella Kacar, som er elev i 5.a på Nørrevangsskolen.

Sæt dig selv i en kasse

Workshop-dagene er bygget op, så eleverne bruger første del af dagen på Kunstmuseet og efter middag fortsætter de på Underværket, hvor de skal ’sætte sig selv i en kasse’.

””Sæt dig selv i kasse” er et involverende kunstprojekt. Vi har sat ti store posters op, som viser alt fra en indianer til en hjemløs på en bænk. Eleverne skal så skal vælge en poster, der skal danne baggrund for et portrætfotografi af dem. Billedet skal de efterfølgende sætte på en kasse, hvor de også laver en tekst, som beskriver, hvad de føler, når de ser sig selv foran den baggrund, de har valgt,” fortæller Annemarie Winther, projektmedarbejder på Underværket og fortsætter:

”Projektet er med til at sætte fokus på børnenes identitet. De skal se på sig selv og mærke, hvor fremmed de føler sig i forhold til den baggrund, de portrætteres på. Projektet er en direkte pendant til ”100% Fremmed?”. Det bliver helt symbolsk, at vi bliver puttet i kasser, og det viser også børnene, at vores identitet langt fra kun ligger i vores etnicitet, men også i den kontekst, vi indgår i. Det er en vigtig refleksion, som børnene kan få meget ud af”.

Disse portrætworkshops er en del af 100% fremmed-festivalen, som løber fra den 10.-26. august 2018 i Randers. Festivalen er blevet til med støtte fra Kulturregion Østjysk Vækstbånd. Det er er et samarbejde mellem de fire østjyske kommuner Horsens, Randers, Silkeborg og Viborg om at fremme kulturområdet gennem kultureksperimenter i byrummet. Fotoudstillingen på Østervold er en af grundstenene i festivalen og er udviklet med støtte fra Statens Kunstfond, Knud Højgaards fond og Nordea-fonden.

Portrætterne udstilles i Kulturhusets Grågård fra fredag d. 24. august til og med søndag d. 9. september (tirsdag – søndag kl. 10-16, mandag lukket).